Terkel og Fede Dorit træder ind på musicalscenen

Anders Matthesens tegnefilmhit "Terkel i knibe" bliver nu til en musical. Nye kræfter står bag opsætningen.
Anders Matthesen kommer ikke selv til at have noget at gøre med den kommende opsætning af "Terkel - the motherfårking musical".
Anders Matthesen kommer ikke selv til at have noget at gøre med den kommende opsætning af "Terkel - the motherfårking musical". Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Det er fjorten år siden, at Anders Matthesens "Terkel i knibe" ramte de danske biografer med stor succes, og nu bliver filmhittet overført til de skrå brædder.

Instruktør Nikolaj Cederholm og musiker Clemens genopliver nemlig succesen med musicalen "Terkel - the motherfårking musical".

Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Det er musikeren og rapperen Clemens, der har taget initiativ til at få stablet Anders Matthesens store hit på benene i musicalform, og han har selv stået for at omskrive og bearbejde filmens manuskript.

- "Terkel i knibe" var en fantastisk film, der udrettede noget helt ekstraordinært. Vi går til opgaven med stor kærlighed til det univers, som Anders Matthesen har skabt, siger han i pressemeddelelsen.

Komiker Anders Matthesen glæder sig over, at nye kræfter vil give hans karakterer nyt liv.

- Jeg har ikke noget med musicalen at gøre, men giver nu med glæde faklen videre til holdet bag forestillingen. Jeg er sikker på, at Terkel og co. er i gode hænder, og jeg ser frem til at se det færdige resultat, siger Anders Matthesen i meddelelsen.

Musicalens handling vil centrere sig om de karakterer, som publikum allerede kender fra filmen, men historien udspiller sig denne gang i 2019.

Hvem der skal spille rollerne som Terkel, Fede Dorit, Jason, Stewart Stardust og alle de andre kulte karakterer bliver først offentliggjort efter sommerferien.

"Terkel - the motherfårking musical" får premiere 14. februar 2019 i Tivoli i København.

Musicalen vil derefter tage på Danmarksturné til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle.

Der blev solgt mere end 375.000 billetter til filmen "Terkel i knibe", da den gik i de danske biografer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.