Da New Yorks tvillingetårne imploderede, eksploderede den hjemlige musikscenes politiske engagement. De dramatiske begivenheder 11. september 2001 baldrede hørebøffer og solbriller af de danske musikere, som så småt opdagede verden omkring dem.

Umiddelbart efter blev otte års socialdemokratisk vælde afløst af en VK-regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk forstærker, og så satte musikerne ligefrem ord og melodi på deres utilfredshed.

Først var det den danske hiphopscene, der langt om længe identificerede et problem at være rigtig vred over. Modsat de sorte ghetto-brødre ovre i USA havde det været svært at finde en fjende at revoltere imod, men Fogh-mærkesager som normaliseringen af Christiania, en stram asylpolitik og Irak-krigen var til at tage og føle på.

Jokeren, MC Clemens og Per Vers sendte, blandt mange andre, verbale langefingre i regeringens retning, og adskillige prominente navne stillede ligefrem op til SF- og Radikal Ungdom-arrangementer. Også en lang række farvede danskere med Outlandish i spidsen gik i offensiven og lukkede frustrationer ud. Rappen bevæbnede dem med et tiltrængt talerør.

Senere har det politiske engagement spredt sig til resten af musikscenen. Man kan eksempelvis spore det hos kommercielle storhittere som rockorkestret Nephew, og da Ungdomshuset dødsrallede i slutningen af 2006, gjorde dusiner af etablerede musikere fælles front med de venstreorienterede brugere.

På højrefløjen skorter det til gengæld på støtteerklæringerne, hvis man altså ser bort fra diverse dansktop-indslag fra Richard Ragnwald og Jodle-Birge. Derfor kommer Kenneth Bagers krav om hårdere fængselsstraffe ikke bare som endnu et dryp i den politiske bølge - men som en overraskelse. Hvor hans kolleger råber op om mangel på tolerance, kræver den succesrige dj og eventmager nul-tolerance.