»Jeg er nødt til at sige d’herrer, at verdenssituationen er meget alvorlig«. Sådan indledte den amerikanske udenrigsminister George Marshall sin epokegørende tale på Harvard University 5. juni 1947 – for 60 år siden. Han tilbød Europa massiv økonomisk hjælp med henblik på at bringe det hærgede kontinent på fode igen efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser.

»Vores politik er rettet mod sult, fattigdom, desperation og kaos«, føjede Marshall til.

Krav om modydelse

Med talen fødtes det storstilede initiativ, der senere blev kendt som Marshallplanen. Som ventet, ja nærmest som planlagt, sagde Sovjetunionen og dets underlagte østeuropæiske stater bag jerntæppet nej tak. Som modydelse for modtagelse af den amerikanske dollar-hjælp krævede Marshall samarbejde med og indsigt i de enkelte modtagerlandes økonomier, hvilket Sovjetunionen ikke var til sinds at yde, da det potentielt var en sikkerhedsrisiko i den kolde krig, der var under opsejling. Vesteuropa, herunder Danmark, sagde imidlertid ja tak og modtog over fire år 13 milliarder dollars, som fik en betydelig gavnlig virkning på kontinentets økonomiske genopbygning under krigen. I vore dages mønt svarer beløbet til cirka 1.000 milliarder kroner.

Marshallplanen gav også startskuddet til det europæiske samarbejde, der senere udviklede sig til EF og EU. For USA krævede af de modtagende vesteuropæiske lande, at de i et vist omfang skulle koordinere deres investeringer og give indseende i hinandens økonomier. Dette i sig selv var et betydeligt tillidsskabende element blandt de europæiske magter, der gennem århundreder havde mistroet og bekriget hinanden.

Flere motiver bag

Marshall og den Truman-regering, han tjente i, havde flere motiver med det storstilede hjælpeprogram.

For det første et sikkerhedspolitisk motiv: De europæiske lande, især Italien og Frankrig, havde i disse år stærke kommunistpartier. Hvis der opstod nød og arbejdsløshed i Europa, ville kommunisterne få vind i sejlene, med den risiko, at den kolde krigs indre front – den interne politiske magtbalance i de europæiske stater – ville tippe til Sovjetunionens fordel. Med stærke kommunistpartier ville de vesteuropæiske lande være alvorligt svækket i tilfælde af en væbnet konflikt mellem de to blokke.

For det andet et handelspolitisk motiv: Under Anden Verdenskrig havde den stærke amerikanske industri produceret et fantastisk højt output af såvel forbrugsvarer som militært isenkram. Der var frygt for, at man ikke ville kunne opretholde dette produktionsniveau, med arbejdsløshed og krise til følge, hvis ikke Vesteuropa kom på fode og kunne efterspørge amerikanske varer.

For det tredje et altruistisk motiv: USA følte sig forbundet med Europa og ville simpelthen gerne hjælpe.

Bush kunne lære noget

Marshallplanen var et storstilet magtpolitisk, diplomatisk, handelspolitisk og sikkerhedspolitisk træk. Ikke mindst fordi det byggede på en nuanceret forståelse af sammenhængen mellem politisk stabilitet og den materielle levestandard. Samtidig var det formidlet af et begavet diplomati, der både kunne skrue bissen på, men også lytte til samarbejdspartnerne.

Nu er det nok for sent, men måske Bush-regeringen her kunne have lært noget af sine forgængere.