Nogle gange skal man have ros af fremmede, før ens egne får øje på kvaliteten.

Det kan man få både bands og billedkunstnere til at skrive under på, og ser man på listen over dansk films udenlandske prishøst i 2006, så er der en håndfuld pænt hædrede instruktører, som snart kan forvente at få sig et trofast hjemmepublikum.

For mens flere af sidste års største biografhits ikke har fået del i de i alt 102 internationale filmpriser, der blev sendt til Danmark sidste år, så er det film som Pernille Fischer Christensens trans-fortælling En Soap , Simone Aaberg Kærns dokumentar Smiling In A Warzone og Dagur Káris dramakomedie Voksne mennesker , der får fine rygklap af fremmede smagsdommere, skønt publikum svigtede i de danske biografer.

Omvendt har prisuddelerne fra de mange filmfestivaler, der ligger spredt over kloden fra Taiwan til Mexico, kun hægtet medaljer på Drømmen og Adams Æbler , mens Efter Brylluppet ikke har fået en eneste pris på trods af, at selveste Oscar-akademiet fandt den egnet til nominering.

Markedets vågne øje

Områdedirektør for Filminstituttets Distribution og Formidlingsafdeling, Anders Geertsen, kan ikke umiddelbart se det paradoksable i, at det er de smalle film, der løber med æren.

»Jeg synes nærmere, det er en interessant tendens. Med visse undtagelser, selvfølgelig. Men det tyder på, at de internationale filmfestivaler meget ofte fungerer som markedets vågne øje og er gode til at se nye talenter og nye retninger i filmkunstnen,« påpeger han.

Men er du tilfreds med, at en film som En Soap trods ni priser kun lokker 29.000 mennesker i biografen?

»Tjah, personligt kunne jeg da godt have ønsket, at flere havde set den, men man kan ikke automatisk forvente, at film med så lavt et budget bliver store brede succeser i Danmark. Jeg synes, det er enormt tilfredsstillende at sådan en film fik så meget hæder, oven i købet med to flotte priser i Berlin.«

Men hvis priserne er så vigtige, hvorfor er det så ikke de film, folk gerne vil se?

»Fordi der ofte er en tidsmæssig forskydning. Som i tiden med dogmefilm sker det tit, at udlandet opdager en film før danskerne selv, men forhåbentlig leder det så til, at publikum herhjemme også med tiden får øje på den,« pointerer Anders Geertsen.