Kun få timer før de første auditions gik i gang, blev det afsløret, at rapperen Nicki Minaj og countrysanger Keith Urban har sagt ja til at være dommere i "American Idol".
De to får plads ved siden af Randy Jackson, der er den eneste tilbageværende dommer fra den første sæson og sangerinden Mariah Carey, der blev annonceret i juli.
De fire dommere skal forsøge at tiltrække seere til showet, der i 2011 mistede 20 procent af sine seere og titlen som mest sete tv-show i USA.
29-årige Nicki Minaj er kendt for sine vilde frisurer og kostumer og har blandt andet hittet med sangen "Starships".
Keith Urban, 44, er gift med Nicole Kidman og countrysanger. Han har vundet fire grammy'er og har solgt over 15 millioner albums igennem sin karriere.
Om de fire dommere vil være nok til at vende de faldende seertal, må den 12. sæson af "American Idol" vise.
Showet har igennem de seneste år fået flere konkurrenter blandt andet fra "America's Got Talent", "The X Factor" og "The Voice" - sidstnævnte også med prominente dommere i form af Christina Aguilera, Cee Lo Green og Maroon 5-forsangeren Adam Levine og countrysangeren Blake Shelton.
"American Idol" kunne trække over 30 millioner seere til liveshows i 2005 og 2006, da showet toppede, men i 2011 kiggede kun omkring halvt så mange med.
Den kurve håber produktionsselskabet Fox at kunne vende med de tre nye dommere, som erstatter Randy Jacksons kompagnoner fra de to foregående år; Steven Tyler og Jennifer Lopez.
/ritzau/