Et kæmpe strategisk selvmål. En ommer. En umulig politisk situation.

Dommen er hård over Det Radikale Venstres politiske formåen i 2006. I hvert fald ifølge politisk kommentator Niels Krause-Kjær, som DNY i nytårets anledning har iklædt eksaminatorklæder og bedt om at kommentere folketingspartiernes politiske præstationer i 2006.

Og Det Radikale Venstre skiller sig hurtigt ud:

»Det er en dumper. Man kan diskutere om det er 5 eller 03. De startede ellers vældigt godt de første tre måneder. De høstede på Muhammed-sagen, de struttede af selvtillid, fordi de var gode til at formulere den spaltning, der var i mange danskeres hoveder oven på krisen,« siger Niels Krause-Kjær.

Men så gik det galt for partiet.

»De følte velsagtens, at de kunne gå på vandet, og at der bare blev kørt containere fyldt med stemmer hen til dem. Men det kørte af sporet, da de sagde, at Helle Thorning-Schmidt ikke kunne blive statsminister, og at Marianne Jelved i stedet var et oplagt bud,« siger Niels Krause-Kjær og kalder strategien et udtryk for en selvtilfredshed, der viste sig ikke at have gang på jord.

»De har ellers altid plæderet for, at man ikke skulle handle på meningsmålinger. Men det var lige præcis, hvad de gjorde, og det koster dem medlemmer. Det er en ommer, som det er svært at gøre om inden næste folketingsvalg.«

I den anden ende af karakterskalaen er der til gengæld ros til Socialistisk Folkeparti.

»De har haft et rigtig godt år, det bliver et stort 10-tal, uden at jeg ville være i stand til at sige, hvorfor jeg ikke giver 11,« siger Niels Krause-Kjær.

Han mener, at SF’s nye, klare linje har betydet meget for deres succes:

»SF gik tidligere meget op i at diskutere med sig selv, og Holger K var ved at være lidt slidt i offentligheden. Der måtte ske noget nyt, og her har Villy Søvndal leveret varen. Der er kommet en langt større udstråling om partiet, en entydighed, og han har overrasket mange ved at skabe ro i partiet,« lyder vurderingen fra Niels Krause-Kjær.Han kalder Søvndal for oppositionens talsmand.

»Det har han jo været i lange perioder, når Helle Thorning-Schmidt lå underdrejet. SF har gået forrest, når der skulle formuleres kritik af regeringen, og de har blandt andet presset de Radikale på det punkt,« siger Niels Krause-Kjær og nævner Afghanistan-filmen som eksempel.

Der er et 9-tal til Socialdemokraterne og et lille 10-tal til Dansk Folkeparti, hvorimod regeringspartierne får hårde med på vejen. Generelt beskriver Niels Krause-Kjær den politiske klasse anno 2006 således:

»Der er ikke så meget spræl. De laver deres lektier, men det er lidt forudsigeligt, hvad der kommer ud af det, når man giver frie stileemner. Der er langt imellem de der enkeltpræstationer, hvor man siger ’wauw’. Det er god solid leverpostej, men der har ikke været sky på i år.«