I en længere periode har en række af danske politikere – og tilsyneladende også deres kernevælgere – indirekte valgt at lægge afstand til de danske soldater, der i øjeblikket udfører en for Danmark som helhed umådelig vigtig opgave i Afghanistan og Irak.

Det er der desværre ikke noget nyt i. Og tidligere var der endog tale om direkte afstandstagen og/eller total hensynsløshed i forhold til vore soldater.

Katastrofen

Går vi tilbage til krigen, der begyndte i 1864, ser vi tvangsudskrevne danske soldater, der blev ofre for danske politikeres laden stå til efter sejren i Treårskrigen i 1848-50. Man vidste, at en ny krig ville komme, men i stedet for at opstille, øve og bevæbne en forsvarsstyrke, lod man forsvaret udhule og stod derfor uforberedt og underlegen, hvilket resulterede i katastrofen og tabet af hertugdømmerne.

I 30’erne valgte vores politikere og befolkningsflertallet den holdning, at Danmark ikke kunne forsvares mod Hitler-Tyskland, hvilket førte til den ydmygende 9. april 1940 og den efterfølgende foragtelige kollaborationspolitik, hvor man bl.a. mistænkeliggjorde og modarbejdede frihedskæmperne.

Grisehandleren som helt

Senere – under Den Kolde Krig – bakkede befolkningsflertallet op bag en forsvars-og sikkerhedspolitik, der muliggjorde en »Danmark atter besat på en halv dag«- situation i tilfælde af et uvarslet overfald fra Sovjetunionens side.

Det, der var gået galt, var, at Danmarks heltegalleri var blevet nødlidende. Holger Danske og Tordenskjold var blevet afskediget. Så, hvor for eksempel Finland har Lotta Svärd og Fændrik Stål, havde Danmark ophøjet typer som grisehandleren fra Matador og hans kone – med »hjertet på det rette sted« – til helte.

Lokumsdigt

I dag er fjenden den internationale terror, og Danmark kan ikke længere forsvares ved egne grænser. Forsvaret begynder andre steder som for eksempel i Irak og Afghanistan.

Det ønsker mange danske politikere og befolkningsflertallet tilsyneladende ikke længere at medvirke til, og vi har derfor den helt sædvanlige tilstand, der så fremragende kom udtryk, da Erhvervs-Bladet i 1988 bragte et læserbrev af J. Gottfred Petersen, Middelfart, der citerede et helt anderledes lokumsdigtervers fra Besættelsestiden:

»Ja, skrive på Vægge og male på Døre,

Se – det kan enhver Idiot jo gøre,

Men dø for sin Konge og slås for sit Land,

Se – det er der ingen af jer Røvhuller, der kan«.

Teksten stod, som nævnt, at læse under besættelsen. På toilettet på en kaffebar på Vibenshus Runddel i København.