Mal et skræmmebillede, så alfaderlige politikere med ro i stemmen kan sige: Noget må gøres.

Som medlem af en kommission, nedsat af politikere, må man vænne sig til at være en del af et større manuskript. Tegnet og tilrettelagt af politikere, der på den ene side erkender behovet for reformer, men på den anden side frygter upopulære indgreb.

Sådan er spillereglerne, og hvis man ikke kan leve med det, må man holde sig væk, siger professor Jørn Henrik Petersen, leder af Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet.

Han er kommissionernes »grand old man«, som blandt andet har siddet i 1990 ernes Socialkommission og den nyligt barslende Velfærdskommission.

Gennem årene har det vrimlet med kommissioner, og så sent som i sidste uge kom endnu én på banen med bud på, hvordan hverdagen kan hænge bedre sammen for børnefamilier.

Men hvad er det egentlig, vi skal med alle disse kommissioner?

For Jørn Henrik Petersen handler det i høj grad om at gøde jorden.

»Reformer forudsætter ofte, at der er skabt en krisestemning i befolkningen. Derfor iscenesætter kommissioner i høj grad forskrækkelsen, og så kan fader Fogh eller andre politikere komme ned fra højderne og sige: Det er ikke så slemt, som paphovederne siger. Nu laver vi nænsomme reformer – og så er befolkningen langt mere åben over for indgreb,« siger han.

En over gummerne

For når politikere tænker på næste valg, ønsker de ikke at lave upopulære reformer med tvang. Ligesom befolkningen heller ikke altid kan se nødvendigheden i at skulle tilbringe et par ekstra på arbejdsmarkedet, før efterløn og pensionisttilværelsen med golf og sommerhus i Spanien bliver en realitet.

Da Jørn Henrik Petersen sidste år som medlem af Velfærdskommissionen var med til at anbefale netop det, blev det gennemført, men ikke i samme omfang og tempo, som Velfærdskommissionen havde ønsket. Statsministerens første reaktion var at give kommissionen det, Jørn Henrik Petersen kalder »en ordentlig en over gummerne«.

»Jeg blev da akutligt sur, da Fogh lige efter præsentationen af anbefalingerne gav os håndkantslag og knubs. Men sådan er spillereglerne i det game. Hvis man ikke kan lide det, skal man holde sig fra det,« siger han.

Kommissionens forslag endte alligevel som bærende kraft i forhandlingerne om velfærdsforliget sidste år. Og bagefter var der da heller ikke den store folkelige protest mod at hæve alderen for folkepension og efterløn, selvom det i årevis havde været et politisk tabu.

Som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) skrev i en kronik sidste år:

»Med debatten, efter at Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet blev nedsat, er det blevet klart for befolkningen, ikke bare hvordan problemerne løses, men også hvorfor de overhovedet vil opstå. Det er med andre ord lykkedes regeringen at mobilisere en vis »krisebevidsthed« eller »offervilje« i befolkningen«.

Sådan er det med kommissionernes arbejde. Alle frygter det værste efter de mange nyhedsartikler og debatter – og ånder lettet op, når det så alligevel ikke går så galt, som kommissionen forudsagde.

Fedtede flueben

Jørn Henrik Petersen har fået med krabasken flere gange. Nøjagtig det samme skete, da han som medlem af 1990 ernes Socialkommissionen oplevede, at den daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) smed kommissionens arbejde i nederste skrivebordsskuffe.

»Men i dag har jeg kunnet sætte fedtede flueben ved stort set alle de ting, vi foreslog. Nogle gange er tiden ikke moden, men så graver man efter en tid forslagene frem igen. Sådan maler den politiske mølle i sit eget adstadige tempo,« siger professoren.

Afgrundens rand

Skal Jørn Henrik Petersen nævne en politiker, der med succes har forberedt upopulære reformer, er det den socialdemokratiske finansminister Knud Heinsen, der gav danskerne et indtryk af, at vi stod på afgrundens rand. Det var en gave til konservative Poul Schlüter, da han blev statsminister.

»Schlüter fik gennemført mange reformer, som for eksempel kartoffelkuren. Men han begik sit livs dumhed ved at sige: Det går ufattelig godt . Fra det øjeblik kunne man ikke reformere en skid mere,« fortæller Jørn Henrik Petersen.

Alle frygter reformer

Men er man så bare regeringens forlængede arm som medlem af en kommission? Nej, mener Jørn Henrik Petersen.

For der vil altid være brug for reformer, og det er sagkyndige folk – ikke politikere – man indsætter i kommissionerne. Kan man kalde politikernes angst for reformer for mangel på politisk lederskab? Heller ikke.

»Alle politikere frygter upopulære reformer. Måske lige undtagen fru Jelved, men hende går det jo heller ikke så godt. Der er ingen bråd fra min side mod Anders Fogh Rasmussen eller andre. Han spiller jo bare på en bane med kontraktpolitik, og det gør han dygtigt. Jeg kan synes, det er et træls spil, men hvis vi skal tage den positive version af det, er det, at vi lever i et demokratisk samfund, hvor befolkningen skal være villig og parat til reformerne, og her kan kommissionerne være med til at bane vejen.«