Tre fredsbevarende soldater er blevet slået ihjel i Sudans urohærgede Darfur-region, da de søndag faldt i et bagholdsangreb.
De tre soldater, som kommer fra Senegal, eskorterede en vandkonvoj fra byen El Geneina til et FN-hovedkvarter i det vestlige Darfur, da blev angrebet.
Det er det andet dødelige angreb på bare tre dage mod FN-missionen i Darfur, Unamid. I juli blev syv tanzaniske soldater fra FN-styrken dræbt ved et bagholdsangreb. 16 øvrige blev kvæstet.
Klanopgør og etniske sammenstød har i år været en hovedkilde til vold i Darfur, hvor 300.000 mennesker i regionen ifølge FN-missionen er blevet fordrevet alene i årets første fem måneder.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, kræver, at Sudans regering fanger gerningsmændene og stiller dem for en dommer.
/ritzau/AFP