Min kat er syg. Mit tog er forsinket. Jeg har fået en bule i min bil.
Alt for ofte er det den type problemer, danskerne vælger at ringe 112 for at få løst. Og det er de godt trætte af på landets alarmcentraler.
- Langt størstedelen af de opkald vi får, har intet med det akutte 112-opkald at gøre. Folk ringer om alt fra syge katte til forsinkede tog, og det er jo et problem, fordi det spærrer for de reelle nødkald, siger den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Mogens Knudsen, ifølge Nordjyske.dk.
Hans udsagn bekræftes af vicepolitikommissær Karsten Kristensen fra Nordjyllands Politi. Han kalder mængden af fejlopkald for betydelig , og vurderer, at en del af forklaringen er, at folk ikke ved, at man kan ringe 114 for at komme i kontakt med det lokale politi.
Mogens Knudsen tror dog også, at det spiller ind, at det er gratis at ringe 112.