De fleste danskere er klar til at gennemleve en storkonlikt, hvis det er, hvad der skal til for at sikre de offentligt ansatte mere i løn.
En ny Vilstrup-måling, foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen, viser, at 54 procent af danskerne er villige til at leve med konsekvenserne af en storkonflikt i op mod tre uger. Først derefter bør politikerne gribe ind i forhandlingerne, skriver Politiken.
Mere end hver tredje, nemlig 35 procent, synes endda, at det er helt i orden, hvis konflikten trækker ud i endnu længere tid, eller vil slet ikke have, at Folketinget blander sig i forhandlingerne.
Pres på regeringen
En konflikt vil omfatte op mod 200.000 ansatte. Og de offentligt ansatte har generelt stor opbakning i befolkningen. 68 procent mener, at de er i deres gode ret til at strejke for at presse lønnen op. Det øger presset på regeringen, som i tilfælde af storkonklikt skal samle et politisk flertal for et politisk indgreb.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, vurderer ifølge Mandag Morgen, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vanskeliggøre opgaven for regeringen ved at kræve mere i løn til de offentligt ansatte, før de vil gå med i en aftale.