Svenskere fylder godt op på de danske universiteter. Men danske studerende afvises i stort tal i Sverige.
Det er konsekvensen af en række nye svenske regler, der sætter kvoter for, hvor mange udenlandske studerende, der må komme ind på landets videregående uddannelser. Det skriver Politiken.
I stedet for at se på danske og andre nordiske ansøgeres kvalifikationer, så bliver de først og fremmest bedømt på deres nationalitet. Og det er i strid med reglerne i Norden.
Det siger Leif Strandberg fra Högskoleverket til den svenske avis Dagens Nyheter.
Reglerne er indført for at kompensere for et nyt svensk karaktersystem, der skal opmuntre til at flere tager højniveaufag. Men i stedet for at hjælpe de udenlandske studerende - som ellers var forklaringen udadtil - så er virkningen stik modsat.
Sagen er blevet rejst i Nordisk Råd - og nu skal den også undersøges i Sverige.
Før der ligger en undersøgelse klar vil den danske videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) ikke foretage sig mere i sagen. Hun lover dog at følge den meget tæt.
Herhjemme afviser Den Koordinerede Tilmelding at indføre regler som de svenske, da det vil være imod de danske regler. Tilmeldingen regner dog de svenske karakterer om, så højniveaufordelen bliver nøjagtig lige så stor (eller lille) som i Danmark.