Navnet er Bang. Claes Bang.
Måske skal fans af James Bond til at øve sig på den danske skuespillers navn. Han nævnes nemlig som den næste skuespiller, der skal give liv til verdens mest berømte hemmelige agent.
Når den 25. film i rækken om 007, ”No time to die”, får premiere til april, bliver det for sidste gang med Daniel Craig i hoverollen. De britiske medier har derfor længe spekuleret over, hvem der skal overtage den ikoniske rolle. Og det kan altså ende med at blive en dansker. Det skriver i hvert fald den engelske avis, The Telegraph.
Også de engelske bookmakere har fået øje på den 52-årige danske skuespiller og har sat odds på, om han bliver den næste Bond. I så fald kan man få pengene 16 gange igen. Bang er således ikke favorit til at blive hemmelig agent, det er i stedet skuespilleren Tom Hiddleston. Men han er altså ret højt på listen – blandt andet foran superstjernen Benedict Cumberbatch.
Claes Bang får netop nu begejstrede anmeldelser fra det meste af verden for sin hovedrolle i Netflix-serien ”Dracula”, der får premiere lørdag den 4. januar. Dermed slår han endnu en gang sit navn fast på den internationale stjernehimmel, hvor han for alvor brød igennem med ”The Square”, der vandt de gyldne palmer i Cannes i 2017.
Det er ikke første gang, Bang nævnes som en mulig ny Bond – rygter, han da også tidligere har kommenteret.
– Det er dødssjovt. Det er meget flatterende, men det er også det. Det er et rygte, fortalte han GQ Magazine i et stort interview i 2018.
I det interview afslørede han også, at han kender Bond-filmenes producent, Barbara Broccoli.
– Jeg har faktisk snakket med hende, men om et andet projekt. Og hvis hun tænkt på mig i den sammenhæng, havde hun sikkert nævnt det. Men det ved jeg ikke, sagde han dengang.
Flere danskere har tidligere gjort sig bemærket i forskellige Bond-film. Men altid som skurke. Tænk bare på Mads Mikkelsen, Jesper Christensen og David Dencik, der spiller skurk i den kommende film.
Men måske får vi snart også en dansker i den absolutte hovedrolle.