Det officielle danske bidrag til årets Eurovision røg ud i semifinalen, da Fyr Og Flamme ikke fik stemmer nok til at gå videre.
Men Danmark bliver alligevel repræsenteret på scenen ved lørdag aftens finalebrag i Rotterdam. Halvt danske Victoria De Angelis udgør nemlig en fjerdedel af det italienske bidrag, der er bookmakernes favorit til at vinde det hele.
Victoria De Angelis er født og opvokset i Rom med en dansk mor og en italiensk far. Og hun har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til Danmark. Du gruppen blev præsenteret ved årets Eurovision, mødte hun således op med et dannebrog i hånden.
Og bandets navn er også så dansk, som det næsten kan være – nemlig Måneskin. Det navn blev valgt, da de øvrige medlemmer bad Victoria sige en masse danske ord. Men det er nok de færreste italienere, der kan udtale det.
Måneskin går på scenen med deres meget rockede nummer, ”Zitti e Buoni”, der kan oversættes til noget i retning af ”Hold kæft og opfør dig ordentligt.
Endnu en dansker sætter også sit præg på finalen. Komponisten Thomas Stengaard er medforfatter til hele to numre, fra Cypern og San Marino. Og han har tidligere vist, at han kan skrue en ordentlig grand prix-sang sammen. Det var nemlig ham, der stod bag ”Only Teardrops”, som Emmelie de Forrest sang til dansk sejr i 2013.
Finalen i Eurovision Song Contest sendes lørdag aften kl. 21 på DR1.
Herunder kan du se det italienske bidrag til Eurovision.