Den inddragende, danske ledelses-mentalitet kombineret med den tyske struktur falder utroligt godt i spænd.
Og netop denne kombination har sikret tre danske topledere, Kasper Rørsted, Jim Hagemann Snabe og senest Jesper Højer topposter i store tyske virksomheder.
Det mener Flemming Poulfelt, professor i ledelse, fra CBS.
- Danske ledere er jo utroligt gode til at inddrage og lytte til deres medarbejdere, og den moderne ledelsesstil efterspørges. I Tyskland har man en mere firkantet virksomhedsstruktur, siger Flemming Poulfelt til Avisen.dk.
Tirsdag blev det officielt, at den tyske supermarkeds-gigant Lidl hyrer den kun 38-årige dansker Jesper Højer til at lede virksomheden, der har 215.00 ansatte på verdensplan.
Det seneste år har tyske koncerner ansat tre ledere med dansk pas. I 2016 blev 54-årige Kasper Rørsted topchef i sportstøj-giganten Adidas, mens 51-årige Jim Hagemann Snabe i starten af februar blev ny bestyrelsesformand i den tyske industrikoncern Siemens med virkning fra 2018.
Til sammen har de tre danskere over en halv million (618.000, red) ansatte under sig. Jim Hagemann Snabe leder og fordeler arbejdet for hele 348.000 ansatte i Siemens, mens Kasper Rørsted i Adidas har 55.000 ansatte på lønningslisten.
At tre danskere er blevet headhuntet til så store topstillinger er for Flemming Poulfelt ikke så overraskende. De har alle et godt navn i forvejen og har bevist, at de kan stå i spidsen for store milliardforretninger.
- Kasper Rørsted kommer jo fra en topstilling i en anden stor virksomhed, Henkel, og Jim Hagemann Snabe har siddet i bestyrelsen hos Siemens og kommer fra it-giganten SAP. Jesper Høyer kender jeg ikke så meget til, men mon ikke også han har en 'proven track record'. De har alle bevist, at de kan deres kram, siger Flemming Poulfelt.
Ifølge Flemming Poulfelt udklækker de danske ledelses-uddannelser virksomhedsledere, der har det menneskelige aspekt med sig - og det er vigtigt.
- På CBS har vi stort fokus på, at man skal kunne lede hele mennesker. På den måde får man den største gevinst ud af sine medarbejdere. Man kan ikke kommandere sig ud af udfordringer, der opstår på en arbejdsplads, siger han.