Selv om de danske forbrugere har mærket inflationen gøre indhug i deres rådighedsbeløb, så er det ikke gået ud over deres spillelyst.
Det fremgår af Danske Spils årsregnskab for 2023, der viser en lille fremgang i bruttospilleindtægten, som udgjorde lige godt fem milliarder kroner.
Spiloverskuddet steg med 91 millioner til knap 3,7 milliarder kroner, og af det blev 1,7 milliarder kroner afsat til udlodning.
Pengene går til en lang række foreninger og institutioner inden for blandt andet kultur og sport.
- Vi er godt tilfredse med årets regnskab, der balancerer ansvarlighed og lønsomhed. Vi skal sørge for, at alt går ordentligt til og arbejde for sunde spillevaner, samtidig med at vi skaber et økonomisk overskud til blandt andet idræts- og kulturlivet i Danmark, siger Nikolas Lyhne-Knudsen, der er administrerende direktør for Danske Spil.
Danske Spil forklarer fremgangen i spilleindtægterne med en ændring af præmieudbetalingerne i Lotto, der sikrer endnu flere Lotto-millionærer.
Dem blev der i øvrigt sat rekord for i årets løb, hvor i alt 308 personer på tværs af Danske Spils lotterier vandt en præmie på én million kroner eller mere.
Som en del af sin virksomhed arbejder Danske Spil også på at skabe sunde spillevaner.
Det betyder, at selskabets rådgivere i årets løb har kontaktet 9473 kunder for at tale med dem om deres spillevaner, hvilket er en fordobling i forhold til for to år siden.
Danske Spil har også halveret reklametrykket for sports- og kasinospil på tv siden 2019.
Forventningen til 2024 er, at bruttospilleindtægten overskuddet ender på niveau med 2023 eller en smule over.
/ritzau/