Det må have været noget af en følelsesmæssig rutschetur, som 20 lottospillere har været ude på.
De mange lottospillere kunne strække armene i vejret, da de enten pr. mail eller sms fik besked fra Danske Spil om, at de havde vundet 170.242 kroner.
Men kæmpepræmien er nu trukket tilbage og skrumpet ind til godt 2.100 kroner, og Danske Spil sidder tilbage med ildrøde ører.
"Der skete beklageligvis det, at en medarbejder ved en fejl fik rykket cirka 20 lottovindere op i den forkerte gevinstkategori. Vi har nu informeret alle om, at der er sket en meget uheldig menneskelig fejl," siger informationschef i Danske Spil, Thomas Rørsig, til Newpaq.
I alt har cirka 40.000 lottovindere fået forkert besked om størrelsen på deres gevinst efter lørdagslotto. Det er dog kun de 20 spillere, der har fået forkert besked om en kæmpegevinst.
"Vi har haft enkelte skuffede kunder, der har ringet ind og beklaget sig. Men der er tale om en fejl, så det forklarer vi dem," siger Thomas Rørsig.
Han forklarer, at der ikke bliver tale om kompensation til de 20 spillere.
Der var ikke nogen, der ramte de syv rigtige, men syv ramte seks rigtige tal plus et tillægstal og er derfor retmæssigt vindere af de 170.242 kroner.