Den bombe som i går kostede tre danske soldater livet kan meget vel have ligget gemt i et vandrør under vejen.
Higway One er Afghanistans vigtigste hovedvej, og den er som en af de få veje i landet asfalteret.
Derfor er der indlagt dræn under vejen. Og nu mener eksperter, at gårsdagens vejsidebombe måske i stedet var en bombe gemt i et af disse drænrør.
"I de rør har Taleban tidligere placeret vejsidebomber. Blandt andet i februar, hvor tre englændere blev dræbt af en 250 kilo bombe på nøjagtig samme strækning," fortæller DR's udsendte medarbejder Maja Munksgaard. Hun har oplysningerne om vandrørene fra en efterretningsofficer i Afghanistan.
Highway One løber klods op og ned af den danske Camp Bastion, og den benyttes derfor som hovedindfartsvej til campen.
"Der er i området mange huse og skove. Det betyder, at det er nemt for Taleban at skjule sig - de kan simpelthen sidde flere hundrede meter væk og så udløse bomben, når soldaterne kommer kørende forbi," forklarer Maja Munksgaard.
Med de tre dødsfald i går, er det samlede antal af soldater dræbt i Afghanistan nu oppe på 24.