Det danske fodboldlandshold for kvinder skal møde Holland, Belgien og Norge, når det går løs med gruppekampene ved EM-slutrunden i Holland i 2017.
Det stod klart, da Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag trak lod til grupperne i Rotterdam.
Fra de øverste lag undgik Danmark det suveræne tyske landshold, men man trak altså blandt andet værtsnationen Holland i gruppe A.
Danmark kvalificerede sig til EM-slutrunden ved at blive en af de seks bedste toere i de otte kvalifikationsgrupper.
Danmark deltog også ved den seneste EM-slutrunde i 2013. Her nåede danskerne frem til semifinalen, hvor det blev til et nederlag til Norge.
Norge nåede frem til finalen for fire år siden og tabte til Tyskland.
EM er blevet spillet siden 1984 i Uefa-regi i forskellige formater.
Tyskland har vundet EM-titlen syv gange og en enkelt gang som Vesttyskland. Ved de seneste seks EM-slutrunder har tyskerne gjort rent bord og vundet EM-guld hver gang.
Det blev en realitet, da Danmark i september besejrede Sverige 2-0.
EM-slutrunden i Holland bliver første gang, at 16 hold deltager, og de er fordelt på fire grupper.
EM i Holland spilles fra 16. juli til 6. august på syv forskellige stadioner i landet.
Finalen spilles 6. august i byen Enschede.
/ritzau/