Erhvervsstyrelsen har startet en undersøgelse af Danske Banks eksterne revisor som følge af sagen om hvidvask i Estland.
Det er konkret Danske Banks regnskaber for 2014, der bliver undersøgt.
Styrelsen skriver på sin hjemmeside, at Danske Banks egen undersøgelse om sagen, der blev offentliggjort for to uger siden, indikerede, at reglerne var blevet brudt.
Danske Bank havde frem til 2015 Ernst & Young som revisor.
Både loven om hvidvask og revisorloven kan være brudt. En revisor har som opgave at blåstemple de oplysninger, som en virksomhed skriver i sit regnskab.
Ernst & Young står inde for arbejdet og vil samarbejde fuldt ud med styrelsen, siger presse- og kommunikationschef Michael Basland.
- Vi vil samarbejde fuldt ud med Erhvervsstyrelsen i deres gennemgang. Vi kan ikke kommentere specifikke kundeforhold, men vi står inde for det arbejde, vi har udført som ekstern revisor for Danske Bank, siger han.
Erhvervsstyrelsen har blandt andet som opgave at føre tilsyn med revisionsvirksomheder og kan derfor på egen hånd vælge at starte en undersøgelse.
Sagen om hvidvask i Danske Bank gælder perioden 2007-2015, hvor udenlandske kunder i den estiske filial brugte banken til lyssky aktiviteter.
Danske Bank nåede i sin egen undersøgelse frem til, at op mod 6200 mistænkelige kunder havde overført penge gennem bankens estiske filial.
Samlet har kunderne overført 1500 milliarder kroner, men Danske Bank har ikke kunnet fortælle, hvor mange penge der er mistænkelige, men der er tale om en stor del.
Banken har erkendt, at den ikke har været god nok til at dæmme op for de tvivlsomme aktiviteter.
/ritzau/