Danske Bank er rykket et skridt nærmere et exit fra Estland, hvor banken gennem de seneste år har været centrum i en omfattende sag om hvidvask.
Banken har således solgt sin portefølje af 10.800 privatkunder med dertilhørende lån til banken LHV Pank fra Estland.
Prisen er 3,1 milliard kroner, oplyser LHV Pank og Danske Bank.
Danske Banks estiske afdeling har de seneste år trukket overskrifter, og ifølge bankens egens rapport om hvidvasksagen kan der være op mod 1500 milliarder kroner involveret.
Pengene skal være strømmet gennem banken fra 2007 og frem til starten af 2016.
Danske Bank blev i februar bedt om at indstille sine aktiviteter i Estland af landets finanstilsyn inden for otte måneder, hvilket banken accepterede.
I samme ombæring besluttede banken at lukke ned i Letland, Litauen og Rusland og fremover udelukkende have fokus på Norden.
Danske Bank har dog for omkring fire år siden lukket ned for den gruppe af kunder, som formodes at have brugt banken til at vaske penge.
Det var en gruppe af kunder, der ikke havde adresse i Estland.
Salget til LHV Pank består af lån for 470 millioner euro - 3,5 milliarder kroner - primært boliglån.
Efter salget har Danske Bank omtrent 1000 erhvervskunder tilbage i Estland, som har lån for knap 500 millioner euro - eller omtrent 3,7 milliarder kroner.
Danske Bank er også ved at afvikle den del af sin forretning, og her er et frasalg også en mulighed, oplyser bankens pressechef, Kenni Leth.
Handlen mellem Danske Bank og LHV Pank forventes at blive endelig underskrevet 5. juni.
LHV Pank forventer, at handlen er helt på plads i efteråret.
/ritzau/