Skuespilleren Solbjørg Højfeldt blev sidste år ramt af to forskellige typer kræft kort tid efter hinanden. Nu fortæller hun om den hårde tid til Alt for Damerne.
- Sidste år havde jeg to operationer lige efter hinanden. Jeg har aldrig været rigtigt syg før i mit liv, så det var lidt af et chok. Jeg fik konstateret modermærkecancer, fortæller hun til ugebladet.
Den 74-årige skuespiller havde bedt sin læge om at kigge på en fregne på størrelse med et knappenålshoved, hvorefter lægen havde udbrudt:
- Den skal væk, og det skal være NU, forklarer Solbjørg Højfeldt.
Solbjørg Højfeldt måtte gennem to operationer for at få fjernet modermærkekræften, men mareridtet fortsatte. For oveni det hele begyndte hun pludselig at bløde fra underlivet.
Hun ringede derfor til lægen, som bad hende komme med det samme. Det viste sig at en tumor i livmoderen.
- Det havde intet med modermærkekræften at gøre, det var bare – som de sagde – bad luck, siger Solbjørg Højfeldt, der i efteråret 2020 fik fjernet hele sit underliv.
- Der er ingen garantier. Nu holder man øje med mig, og når der er gået tre år, er det næsten sikkert, at det ikke kommer tilbage, siger de, siger skuespilleren til ALT for damerne.
Hun fortæller, at hun står frem med sin historie, fordi hun gerne vil medvirke til at ingen skal føle sig flove eller skamfulde over at blive ramt af kræft.
Du kan læse hele interviewet med den 74-årige skuespiller i ALT for Damerne.