Lyset for enden af tunnellen for danske virksomheder skinner lidt stærkere nu end tidligere i år. Den danske industriproduktion steg i juli med 4,4 procent i forhold til måneden før, viser tal fra Danmarks Statistik.
- Det er den største månedlige fremgang, der er registreret i halvandet år. Den store fremgang skal dog ses i lyset af et meget markant fald i industriproduktionstallene for juni, påpeger Jan Størup Nielsen, senioranalytiker i Nordea, i en kommentar til tallene.
Maria Hove Pedersen, økonomiske konsulent i Dansk Industri, siger, at dagens tal er en god nyhed for dansk økonomi:
- Men man kan også sige, at glæderne kommer let for tiden. Produktionen er kun steget med 3,5 procent over det seneste år, og i flere brancher er produktionen stadig væsentligt lavere end før den økonomiske krise, siger hun om tallene.
Niels Rønholt, der er seniorøkonom i Jyske Bank, siger, at tidligere tal for industrien har vist en tydelig tendens nedad for produktionen i 1. halvår, men at billedet er en hel del bedre nu.
- Dagens tal kan hverken tages som garanti for en vending eller en reel oprevidering af det generelle billede for dansk økonomi i årets første del, men tallene er da i hvert fald ubetinget godt nyt, siger han.
Dansk industri har både været ramt af, at de danske forbrugere beholder pengene i pungen - og at eksporten er ramt af den globale økonomiske krise.
Niels Rønholt peger på, at udmeldingerne fra Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag om udvidede støttemuligheder til de gældsplagede lande selvfølgelig er godt nyt for industriens muligheder på eksportmarkederne.
- Vi har ingen forventning om en brat vending til det bedre i Europa, men ECBs nye værktøjer understøtter klart vores grundlæggende holdning om, at vi mest sandsynligt er på vej mod bedre tider, siger Jyske Banks seniorøkonom.
/ritzau/