Mange vil måske få associationer til Bjørn Lomborg, når de hører lektor Bjarne Andersen hævde, at klimakampen ikke findes.
Men den danske forsker holder fast i, at vi bør slå koldt vand i blodet i forhold til klimakampen, og Bjarne Andersen har derfor sammen med 100 andre forskere fra hele verden sendt et åbent brev til FN s generalsekretær Ban Ki-moon med den opfordring. Det skriver urban.dk
- Når en global opvarmning mangler fundamental videnskabelig basis, bliver hele klimadebatten en kolos på lerfødder. Det er ikke fordi, der ikke sker noget, og at man bare skal lukke øjnene. Der er absolut steder på jorden, der bliver koldere og steder, der bliver varmere. Men at tale om en stor fælles ‘global temperatur’ giver ingen mening, siger lektor og dr. scient. Bjarne Andersen til urban.dk.
Klimakamp er et politiker-stunt
Han mener, at begrebet global temperatur, og dermed en global opvarmning, er ’et fatamorgana .
- Det her klimakorstog er en fiks ide, som Al Gore, Connie Hedegaard (konservativ klimaminister, red.) og andre har set som en chance for at promovere sig selv. Det er blevet en industri for både politikere og en del videnskabsfolk. Der er både stemmer og penge i det, siger forskeren.
Bjarne Andersen mener ikke, at de forandringer, vi ser, er menneskeskabte.
- Jorden ændrer sig hele tiden. Det har den altid gjort. Vi har haft kolde istider, varme mellemistider og kultiden, hvor dinosaurer vandrede på jorden. Mennesket er for lille en spiller til at forhindre disse forandringer. At forestille sig det, nærmer sig hybris. Men vi skal blive ved at passe på vores jord. Vi skal spare på ressourcerne og forurene så lidt som muligt. Men det er ikke klimakamp - det vil jeg bare kalde god opførsel, siger Bjarne Andersen til avisen.