Hvad enten man var jyde eller sjællænder, var der rigelig grund til at juble over dansk fodbold torsdag aften.
Både Randers FC og Brøndby IF indledte nemlig jagten på at komme med i kvalifikationen til Europa League - og samlet set uddelte de to mandskaber et ordentligt, dansk sommeræg til henholdvis ND Gorcia fra Slovenien og Vaduz fra Liechtenstein.
I begge kampe forblev første halvleg målløs, hvilket udløste pibekoncert på Brøndby Stadion. Seks minutter inde i anden halvleg fik piben dog hurtigt en anden lyd.
Først nettede Mikael Nilsson fra 18 meters afstand, og i kampens sidste ti minutter scorede Ousman Jallow hele to gange, så de blå-gule kunne juble over en samlet sejr på 3-0.
"Jeg er glad for sejren og de to mål. Det var rigtig godt at starte sæsonen med en sejr," sagde Jallow efter kampen til TV2 Sport.
På udebane i Slovenien styrede Randers slagets gang, og ligesom i Brøndby gik der præcis 51 minutter, før danskerne fik bragt sig foran.
Kasper Lorentzen var først, og fire minutter senere - og igen i kampens 71. minut - gjorde Mikkel Cramer sig bemærket som dobbelt målscorer.
Også kronjyderne sejrede dermed sikkert i 3-0.
De to returkampe spilles næste torsdag.