Dansk cykelsport fortsætter det magiske cykelår efter podieplads i Tour de France og medaljeregn ved OL i Tokyo.
Torsdag sejrede Magnus Cort Nielsen på de spanske landeveje, da danskeren var en del af et femmandsudbrud, der lige akkurat holdt helt til målstregen på sjette etappe af Vuelta a España.
Den 28-årige dansker har et særdeles varmt forhold til det spanske etapeløb. Med dagens sejr er han oppe på hele fire af slagsen - de to første etapesejre kom i 2016, mens han kørte først over stregen en enkelt gang sidste år.
De fire øvrige udbrydere blev indhentet kort før målstregen, hvor der blev sat et voldsomt tempo bagfra.
Cort ville dog ikke give op og kæmpede videre. Selv om han blev jagtet hårdt op ad den afsluttende stigning, så lykkedes det lige nøjagtig at holde Primoz Roglic (Jumbo-Visma) bag sig.
Cort kører for holdet EF Education - Nippos.