Bueskytten Tanja Jensen vandt natten til søndag World Cup-finalen i USA.
Danskeren tog den samlede sejr i kvindernes individuelle compound-konkurrence, da hun i den afgørende duel slog spanske Andrea Marcos 145-142.
Det var andet år i træk, at det blev til en dansk sejr i World Cup-finalen, efter at Sarah Sönnichsen vandt i 2016.
- Det var fantastisk at se hende vinde sidste år, og i år var det hendes tur til at se mig gøre det, siger Tanja Jensen til World Archerys hjemmeside.
- Vi er bare glade på hinandens vegne.
- Jeg er meget glad for, at jeg omsider kan se mit hårde arbejde bære frugt, forsætter den danske vinder.
Det kan også blive til en dansk triumf i herrernes compound-konkurrence, hvor den tidligere verdensmester Stephan Hansen har lagt sig i spidsen.
Compound-buen er i modsætning til recurve-buen ikke på det olympiske program.
/ritzau/