Den 23-årige badmintonspillerTine Rasmussen gentog sin triumf fra sidste års Japan Open, da hun søndag morgen dansk tid kom helt til tops ved Malaysia Open.
Danskeren slog i finalen den regerende verdensmester Zhu Lin fra Kina i tre sæt efter en dramatisk og velspillet match. 18-21, 21-19, 21-18 lød cifrene i Tine Rasmussens favør efter en kamp, hvor de to spillere skiftedes til at være i front.
Sejren kom i hus efter en flot slutspurt, hvor danskeren med effektive smash erobrede de afgørende point. Forinden havde den danske delegation i Kuala Lumpur holdt vejret, da Tine Rasmussen ved stillingen 14-12 vred om på foden.
Tape gjorde mirakler
En god gang tape omkring foden var dog nok til, at Tine Rasmussen kunne spille videre og sikre sig sin karrieres anden Super Serie-sejr og en præmiecheck på 15.000 dollars.
Senere på
formiddagen er der mulighed for endnu en dansk triumf i Malaysia Open, når de tidligere verdensmestre Lars Paaske og Jonas
Rasmussen møder de regerende verdensmestre Markis Kido
og Hendra Setiawan fra
Indonesien i finalen i herredouble