Den danske amatørgolfspiller Nicolai Højgaard var torsdag ude på første runde af karrierens hidtil største turnering - British Open.
Her gik den 17-årige Højgaard første runde sammen med verdens nummer 21 og 50, amerikanske Webb Simpson og sydkoreanske Si-Woo Kim.
Danskeren trak dog det korteste strå mod de to professionelle golfspillere, da han gik torsdagens runde i et slag over par, mens Si-Woo Kim gik den i par, og Simpson et slag under par.
Højgaard kom dog flot tilbage fra en bogey på andet hul og lavede to birdies på fjerde og niende hul. Desværre for danskeren blev det til yderligere to bogeys på 12. og 18. hul, og han endte derfor runden i 72 slag.
Inden alle spillere har gennemført runden, ligger Højgaard på en delt 72.-plads.
Højgaard kvalificerede sig til British Open ved at blive individuel europamester i slutningen af juni. Kun to danskere har før gjort det samme på herresiden.
Med sine blot 17 år er han den yngste dansker nogensinde til at deltage i den prestigefyldte turnering. Samtidig er han den yngste spiller i turneringen i år sammen med kinesiske Yuxin Lin.
Han er ikke den eneste dansker i turneringen. 28-årige Thorbjørn Olesen kæmper også med om den fornemme titel.
Torsdag eftermiddag lå Olesen i et slag under par efter halvdelen af de 18 huller.
Turneringen føres torsdag eftermiddag af Kevin Kisner, der gik første runde i 66 slag - fem slag under par.
British Open, der også kaldes for The Open, er årets tredje af de fire store majors. Det er den eneste major, som spilles i Europa.
/ritzau/