Danmark sender penge til syrisk opposition

En ny paraplyorganisation for de syriske oppositionsgrupperinger får nu halvanden million fra Danmark.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sender 1,5 millioner danske kroner af sted til 45 syriske oppositionsfolk, der sammen har dannet gruppen The Day After-Project (Dagen efter-projektet, red.). Hans håb er, at gruppen kan samle den brogede opposition.

- Vi har længe lagt pres på den syriske opposition for at få en samlet køreplan for et nyt og fredeligt Syrien, hvor der er plads til alle religiøse, etniske og politiske grupperinger, siger ministeren til Ritzau og tilføjer:

- Derfor er vi meget tilfredse med, at de centrale syriske oppositionsfolk deltager i dette projekt.

Konflikten i Syrien har været præget af en meget opdelt opposition med mange forskellige grupperinger. The Day After har lavet en samlet køreplan for, hvordan Syrien skal omdannes til et demokrati, når præsident Bashar al-Assad bliver væltet.

Søvndal håber at kunne "støtte processen frem mod demokrati" på trods af handlingslammelsen i FN, hvor Kina og Rusland har nedlagt veto i Sikkerhedsrådet mod resolutioner, der skulle presse al-Assad.

Og den danske udenrigsminister vil nu sprede budskabet om at støtte initiativet.

- Jeg tager det med de steder, hvor jeg har mulighed for det i internationale sammenhænge. Det er helt afgørende, at vi får skabt så bred oppakning til det her initiativ som muligt, så vi ikke står stille, selvom situationen er fastlåst i Sikkerhedsrådet.

Syrien står da også øverst på dagsordenen, når Søvndal og hans kolleger fra de andre EU-lande mødes til et uformelt udenrigsministermøde på Cypern fredag og lørdag.

I et fælles brev fra Frankrigs og Italiens udenrigsministre, som Ritzau er i besiddelse af, opfordres EU's udenrigschef, Catherine Ashton, til at sætte Syrien højest på dagsordenen til weekendens møde, så man kan koordinere medlemsstaternes indsats.

- Det er umuligt at vide, hvornår regimet vil falde, men når det sker, skal det bane vejen for en demokratisk overgang, skriver udenrigsministrene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.