Ritzau
Opdateret kl. 15:59
En uheldig episode har ramt cykelløbet PostNord Danmark Rundt allerede på 1. etape.
To ryttere, der lå alene i front, blev sendt ad den forkerte rute, hvilket medførte, at etapen blev sat midlertidig i stå omkring midtvejs på den 176 kilometer lange etape.
Situationen opstod umiddelbart efter en bakkespurt ved Asnæs, hvor Andreas Kron (Riwal) og Mathias Bregnhøj (BHS-Almeborg-Bornholm) udnyttede farten op ad en stigning til at stikke af fra et udbrud bestående af i alt seks mand.
Få minutter senere befandt duoen sig på helt forkert kurs, og løbsledelsen med direktør Jesper Worre i spidsen måtte neutralisere løbet i landsbyen Høve i Odsherred.
Samtlige ryttere måtte standse helt, mens vildfarne Kron og Bregnhøj (BHS-Almeborg-Bornholm) blev ledt tilbage på ret kurs.
Herefter fik først de resterende udbrydere og derefter hovedfeltet lov at genoptage etapen.
Det danske etapeløb blev skudt i gang tirsdag middag på Frederiksberg i København. Efter 176 kilometers kørsel er der opløb i Kalundborg.
/ritzau/