Den forsvarende vinder af det danske cykelløb PostNord Danmark Rundt, Mads Pedersen, får i år mulighed for at genvinde sin titel.
Den danske cykelkomet stiller nemlig til start i løbet som en del af det danske landshold, der i løbet kører under navnet Team PostNord Danmark.
Det skriver løbsorganisationen i en pressemeddelelse.
22-årige Pedersen bliver på landsholdet sideordnet kaptajn med Christopher Juul-Jensen.
- Vi kommer med to af løbets helt store profiler, siger landstræner Anders Lund i pressemeddelelsen.
- Sidste års samlede vinder, Mads Pedersen, og Christopher Juul-Jensen, der er tilbage i løbet for første gang, siden han vandt den samlede sejr i 2015.
De to kaptajner får løbsdirektør Jesper Worre til at kalde det danske landshold for et af løbets stærkeste hold.
- Vi må ikke glemme, at de begge to tidligere på sæsonen har vist imponerende form på allerhøjeste niveau. Christopher Juuls etapesejr i Schweiz Rundt og Mads Pedersens andenplads i Flandern Rundt taler for sig selv, siger han i pressemeddelelsen.
Mads Pedersen og Christopher Juul-Jensen stiller i PostNord Danmark Rundt op for landsholdet, da deres respektive hold, Trek-Segafredo og Mitchelton-Scott, ikke deltager i det danske løb.
Ud over Mads Pedersen har landstræner Anders Lund tirsdag udtaget Michael Carbel Svendgaard (Team Fortuneo-Samsic), Mikkel Bjerg (Hagens Berman Axeon), Rasmus Byriel Iversen (Team General Store Bottoli) og Silas Zacharias Clemmensen (Team Herning CK Elite PB Look) til det danske cykelløb.
PostNord Danmark bliver kørt fra 1. til 5. august med start i Aalborg og afslutning på Frederiksberg i København.
/ritzau/