Førstemålmand Frederik Andersen er tilbage i det danske mål, når Danmark lørdag eftermiddag møder Tyskland ved ishockey-VM i Stockholm.
Dermed blev det kun til én kamp for Simon Nielsen, der ellers leverede en fornem redningsprocent mod Rusland i 1-3-nederlaget i torsdags.
- Frederik har mere rutine, og vi tror ikke, han har spillet sin bedste kamp i turneringen endnu, siger landstræner Per Bäckman før kampen mod tyskerne.
- Nu må han vise, hvad han er gjort af, lyder det fra træneren.
Andersen har stået en fornem sæson for Frölunda i den svenske eliteserie, og der var store forventninger til ham, før VM startede. I de tre første kampe, nåede Andersen imidlertid kun en ret beskeden redningsprocent på 86,7.
Men erfaringen fra de store kampe og flot spil mod blandt andre tyskerne ved sidste VM har gjort udslaget.
- Simon Nielsen kom ind mod Rusland i en kamp, hvor han ingenting havde at tabe, og han fik en masse skud mod sig. Han skulle bare stille sig op og lave nogle redninger. Det gjorde han godt, men Tyskland er en anden opgave, siger Per Bäckman.