I øjeblikket har Danmark 320 soldater i den tidligere jugoslaviske provins Kosovo.
Men fra næste år skal det danske bidrag til Nato-styrken skæres ned til mellem 150 og 200 soldater.
Det fortalte forsvarsminister Søren Gade (V) torsdag på et møde mellem Natos forsvarsministre i Bruxelles.
"Selvom antallet af tropper reduceres, så vil der stadig være dansk tilstedeværelse," sagde Søren Gade ifølge Bloomberg.
De danske soldater har bl.a. til opgave at bevare freden i den uroplagede by Mitrovica, der er delt mellem serbere og Kosovo-albanere.
Den samlede Nato-styrke skal reduceres fra 14.000 til 10.000, fortalte den tyske forsvarsminister Franz Josef Jung på pressemødet.
"Vi drøfter en trinvis reduktion, der afhænger af, hvordan situationen udvikler sig," sagde han.
Nato har haft tropper i Kosovo siden den 78 dage lange bombekampagne i 1999, der tvang serbiske styrker til at trække sig ud af området og stoppe forfølgelsen af muslimske albanere.
Kosovo har en befolkning på 1,8 millioner mennesker. Indbyggerne er de fattigste i Europa med en gennemsnitlig årsindkomst på ca. 12.000 kroner.
Anerkendelsen af Kosovo som en selvstændig stat skaber stadig splid i Nato. Fire af Natos 28 lande, Rumænien, Spanien, Grækenland og Slovakiet, har endnu ikke anerkendt Kosovo.