149.000. Så mange danskere fandt sig et nyt arbejde i årets første tre måneder, viser nye tal fra Eurostat. Det skriver DA's nyhedsbrev Agenda i dag.
De mange ansættelser gør Danmark til et af de lande i Europa, der har den højeste jobomsætning - kun overgået af vores svenske naboer.
Positionen som nummer to i jobomsætning i Europa er både god og dårlig.
- Det giver jo de danske virksomheder en konkurrencefordel, ved at de hurtigt kan slippe af med arbejdskraften, når konjukturerne svinger, som de jo f.eks. har gjort de seneste år under finanskrisen, siger Thomas Bredgaard, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet til Newspaq.
Han henviser til, at arbejdsløsheden ved finanskrisens start steg hurtigere i Danmark end den gjorde i andre lande. Men konkurrencedygtigheden kommer med en pris.
- Det kan jo være, at man kommer til at lave en for hård udrensning, så at sige, hvor man får overvæltet de økonomiske byrder på staten i stedet, så der sker en markant stigning i udbetalinger til kontanthjælp og dagpenge, siger Thomas Bredgaard.
Den høje jobomsætning tegner dog et klart billede af, at vi i Danmark har et utroligt fleksibelt arbejdsmarked, og det er godt for noget.
- Arbejdsgivernes lette adgang til at hyre og fyre arbejdskraft er som regel også en del af forklaringen på, hvorfor vi har så lav langtidsledighed i Danmark sammenlignet med andre lande, siger han.
Thomas Bredgaard understreger i øvrigt, at den høje jobomsætning som regel er konstant og helt uafhængig af op- eller nedgangstider. Så den siger ikke noget om jobmarkedets tilstand.
- Det interessante er jo, hvor mange nye jobs, der bliver skabt, og der er blevet nedlagt flere job de seneste år, end der er blevet skabt, siger han.
Ifølge Agenda svarer første kvartals ansættelser til, at der i perioden gennemsnitligt blev ansat en person, hvert minut, alle ugens syv dage.