Det var ikke spor sjovt at være dansk anfører tirsdag aften, da Danmark tabte 1-3 i VM-kvalifikationen på udebane mod Italien.
Daniel Agger er dog stadig optimistisk over muligheden for at kvalificere sig til VM-slutrunden i Brasilien om to år.
- Vi skal gøre rent bord. Der er ikke så meget at rafle om.
- Vi har spillet tre kampe. Der er stadig meget at spille om. Vi mangler selvfølgelig Tjekkiet og Armenien ude, som stadig er to rigtig svære udekampe.
- Men jeg synes også, vi viste i Parken mod Tjekkiet, at vi var stærke. Det viste vi også i hele sidste EM-kvalifikation, siger Agger.
Selv om spillerne hang med hovederne efter nederlaget på San Siro, så mener Agger, at indstillingen var til stede.
- Vi viste, at vi havde troen på det mod Italien. Vi gik ind med oprejst pande og tro på, at vi kunne slå Italien på udebane. At vi så ikke gjorde det, det er så en anden ting. Det kan ske, mener han.
Danmark har kun to point efter tre kampe, mens Italien har 10 point efter fire kampe, så det var en forspildt chance for danskerne.
- Jeg tror, at samtlige spillere var skuffede over det.
- Og jeg synes godt, vi kan tillade os at være skuffede. Vi begyndte godt, og kontrollerede dem. Vi var rolige med bolden og gjorde de rigtige ting. Vi kom også frem til nogle store chancer.
- Men så må vi også indrømme, at de viste hvor skarpe, de er. Det var meget få midler, de i virkeligheden brugte for at komme frem til de tre chancer, som gav dem mål, påpeger Agger.
Før de to italienske mål til 1-0 og 2-0, der slog Danmark ud i slutningen af første halvleg, så havde Danmark spil og chancer til at skabe en overraskelse.
Og kort inde i anden halvleg mod 10 mand, var Danmark også på vej til at komme tilbage, inden Italiens Mario Balotelli lukkede kampen med 3-1-målet.
- Vi havde momentum, det kørte for os, og så scorede de på sådan et mål. Jeg opdagede det ikke, før bolden næsten var på vej i mål.
- Silberbauer og jeg gik lidt fejl af hinanden. Balotelli stod sammen med Silberbauer, og jeg troede, han havde ham, og da han begyndte at løbe, troede jeg, at Silberbauer ville holde linjen og trække ham offside.
- Jeg snakkede med Silberbauer om det, og troede han, at jeg havde ham, eller han prøvede at sige, jeg skulle tage ham. Det nåede jeg ikke at opdage, før det var for sent, forklarer Agger.
/ritzau/