Søvnløshed, manglende energi og konstant negative tanker.
Det er hårdt at være ledig og samtidig have udsigt til, at de månedlige dagpenge stopper.
Fagforbundet Djøf har ringet rundt til 29 medlemmer, der står over for at miste dagpengeretten ved årets udgang.
Alle har ifølge eget udsagt ét eller flere symptomer på depression, skriver Djøfbladet.
Som én af dem siger: På de gode dage får jeg lavet en kop kaffe og sat mig ud i haven.
Næsten 500 økonomer, jurister og andre højtuddannede djøfere står til at ryge ud af dagpengesystemet inden for det kommende halve år.
70 procent af dem vil ikke være berettiget til at få kontanthjælp, lyder det fra politisk chef i Akademikernes A-kasse, Michael Jacobsen.
Og pengesmerter er langt fra det eneste problem. De ledige djøfere uden kontanthjælp mister i realiteten også muligheden for efteruddannelse, løntilskudsjob og virksomhedspraktik.
I princippet har de ret til tilbud fra jobcentrets side, men kun i princippet, siger Michael Jacobsen.
- Kommunen betaler i forvejen ingen kontanthjælp til dem, så de vil nok være mere tilbøjelige til at hjælpe dem videre, der får dagpenge elelr kontanthjælp. For kommer de i job, så slipper kommunen for den udgift, siger han til Djøfbladet.
På den måde bliver de ledige dobbelt ramt og dømt ude af systemet.
- Ingen penge og ingen indsats, siger Michael Jacobsen.
Verner Sand Kirk, formand for A-kassernes Samvirke, er enig i, at de langtidsledige, der ryger ud over kanten, er "skidt kørende".
- De ledige, der ryger ud af dagpengesystemet, har ikke ret til nogen ydelse. Hvis de fik kontanthjælp ville de, udover at have et beløb at leve for, være omfattet af aktiveringsregler. Det er de ikke, og det er meget tvivlsomt, om kommunen vil gøre noget, siger han til Newspaq.
Verner Sand Kirk kalder det akademiske arbejdsmarkedet "benhårdt". Han kan godt forstå, at langtidsledige akademikere bliver deprimerede.
- Det er da klart. Jeg har selv prøvet at gå ledig i fem måneder, efter at jeg var færdig med min uddannelse, og da var jeg da ved at blive skør i bolden. Tænk at skulle gå i to år eller mere, siger han.