Verdensmesterskaberne i de alpine skiløbskonkurrencer begynder tirsdag i St. Moritz, hvis alt går vel.
Vejret giver nemlig store udfordringer for arrangørerne og deltagerne før mesterskabernes start.
Således er både kvindernes og mændenes styrtløbstræninger blevet aflyst mandag.
Det oplyser Det Internationale Skiforbund (FIS) på Twitter.
Natten til mandag har det sneet kraftigt, og da der samtidig er kraftig vind på toppen af pisterne, er man nået til den konklusion, at det ikke er tilstrækkeligt forsvarligt at sende skiløberne ud til træning.
Dermed må kvindernes Super G-løb tirsdag gennemføres uden, at deltagerne har prøvet kræfter med skiområdet i Schweiz.
Mændene skal først konkurrere onsdag, og derfor kan de potentielt stadig nå at træne, inden der er medaljer på spil.
Verdensmesterskabet varer frem til 19. februar.
/ritzau/