Der bliver ingen stor elektronisk musikfest på Amager Strandpark lørdag.
Teamet bag den nye danske elektroniske festival Sundown har nemlig valgt at aflyse på grund af dårligt vejr.
- Årets sommervejr har ikke lagt op til den store strandfest, hvilket har givet billetsalget svære vilkår.
- Risikoen for øsende regnvejr 28. juli er desværre overhængende, som vejrudsigten ser ud, og vi ønsker ikke at byde publikum en strandfest underlagt disse omstændigheder og ser derfor ingen anden løsning end at lukke ned for arrangementet, oplyser arrangørerne.
Hovednavnet på endagsfestivalen var dj'en Fatboy Slim. Derudover skulle danske dj's som Le Gammeltoft, Djuna Barnes og Kenneth Bager også spille.
Ifølge teamet bag Sundown spiller Fatboy Slim nu i stedet sammen med Den Sorte Skole i Tap1 8. september.
Alle Sundown-billetter købt i forsalg vil være gyldige 8. september i Tap1. Alternativt kan købte billetter refunderes via billetnet fra og med onsdag.
Ny datoer for Afrojack, Steve Aoki og Mr. Oizo forventes offentliggjort snarest.
/ritzau/