Den spanske cykelrytter Victor Cabedo fra Euskaltel-Euskadi kørte onsdag eftermiddag i døden på en træningstur.
Det beretter avisen Diario Vasco på dens hjemmeside.
Den 23-årige rytter, der var i gang med sin første sæson på Euskaltel-mandskabet, var ude at træne nær Castellon, da han ifølge hjemmesiden blev ramt af en bil og efterfølgende faldt ud over en klippe.
Den unge rytter gennemførte i år Giro d'Italia, der startede i Danmark, og deltog for nylig i Tour of Britain.
Kondolencerne strømmer ind på Cabedos Facebook-profil, og Saxo Bank-Tinkoff Banks kaptajn Alberto Contador er allerede ude at begræde det tragiske dødsfald på Twitter.
- Jeg kan ikke forstå det. Jeg har lige hørt om Victor Cabedos ulykke. Han var en god cyklist og et endnu bedre menneske. Min dybeste medfølelse gør til hans familie, skriver Contador, der lige nu deltager ved VM i Holland.
/ritzau/