Spillere som Andreas Cornelius og Thomas Kristensen er blomstret op i FC København under Ariël Jacobs' ledelse.
Cornelius har et velkvalificeret bud på, hvordan den belgiske træner siden tiltrædelsen i sommer har fået FCK-spillerne til at løfte deres niveau.
- Han er meget klar i de ting, vi skal. Der er en klar taktik og et koncept, der gør, at man får lidt selvtillid.
- Man skal koncentrere sig om sin egen præstation og tro på, at der er styr på alt det andet, siger Andreas Cornelius, der i dette efterår har gjort kometkarriere med masser af scoringer og landsholdsdebut.
Den 19-årige angriber fik faktisk allerede chancen i et par superligakampe i foråret, da Carsten V. Jensen var træner, men dengang fik han ikke gjort sig væsentlig bemærket.
I aften er det sandsynligvis Andreas Cornelius, der skal score målene, når FCK åbner gruppespillet i Europa League mod norske Molde. Kun sejren tæller i den kamp.
- Vi skal have tre point, og jeg glæder mig sindssygt meget. Det vigtige i de her gruppekampe er, at man får point hjemme og især i denne kamp. Det er en af de kampe, vi skal vinde, siger Andreas Cornelius.
FC København er også i gruppe med Steaua Bukarest og Stuttgart i Europa League. Kun de to bedste hold fra gruppen går videre til forårets 1/16-finaler.
/ritzau/