Alberto Contador har vundet Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España, men dette års sejr i Vueltaen overgår dem alle.
Den 29-årige cykelstjerne leverede nemlig varen, efter at hans lange clenbuterol-karantæne udløb få dage før starten på det spanske etapeløb.
- Denne sejr er måske den smukkeste af alle mine sejre på grund af det, der skete på Fuente De, siger Contador ifølge AFP efter sejren.
Triumfen blev grundlagt på 17. etape mod Fuente De for fire dage siden, hvor spanieren gik til angreb på den førende landsmand Joaquim Rodriguez. Rodriguez kunne slet ikke følge med, og så overtog Contador førertrøjen.
- Jeg gennemlevede noget helt ekstraordinært dér, som jeg aldrig har prøvet før, fortæller Saxo Bank-Tinkoff Bank-kaptajnen.
- Jeg er meget glad lige nu, faktisk også lettet, fordi jeg havde sat mig selv under et stort pres, siger han.
Det er anden gang, at Alberto Contador vinder Vueltaen. Spanieren vandt også etapeløbet i 2008.
/ritzau/