Coldplay, Rihanna og Jay-Z lukker Para-OL

Nogle af tidens allerstørste musikstjerner gik på scenen i London for at tage afsked med de paralympiske lege.

Flere af verdens største musikstjerner var søndag aften med til at sætte et festligt punktum for de paralympiske lege i London.

Coldplay, Rihanna og Jay-Z var på scenen i den britiske hovedstand for at optræde for de 80.000 tilskuere på det udsolgte OL-stadion - plus de mange millioner, der så med på tv verden rundt.

De store musikstjerner var alle beæret over at få lov til at optræde. Især Coldplay, der kommer fra London, var glade for at få lov til at lukke legene.

Rockbandet - som for nylig optrådte i Parken i København - modtog bare et enkelt pund svarende til 10 kroner for at stille sig på scenen.

- At få lov til at spille ved afslutningsceremonien ved de paralympiske lege i vores hjemby er en stor ære.

- Vi kan ikke forestille os en større ære. Det er den største aften i vores liv, siger forsanger Chris Martin ifølge AFP.

Popsangerinden Rihanna fra Barbados er nogenlunde på linje med rocksangeren.

- Det er den største ære at deltage i de paralympiske lege. Atleterne er sande gladiatorer og en sand inspiration for mig, lyder det fra Rihanna.

Danmark deltog med 28 atleter ved Para-OL og vandt fem medaljer - en af guld og fire af bronze.

Næste OL og Para-OL foregår i Rio de Janeiro i Brasilien om fire år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.