Hun er jysk. Vestjysk. Penge, skulderklap og ros har hele livet prellet af på hende. Senest har selve USA’s ekspræsident Bill Clinton måttet se sin anerkendelse omdirigeret.

Måske derfor er Elly Vesterager også lidt på vagt, når man ringer hende op:
»Du vover på at rose mig for noget. Det er afrikanerne, der skal klappes af.«

Den aldrende og hårdtarbejdende folkepensionist fra Videbæk i Vestjylland har ellers grund til at glæde sig lidt over sit arbejde. I femten år har hun via sin kristne u-landsorganisation Projekt U-landshjælp til Selvhjælp kæmpet for at forbedre forholdene for blandt andet bananbønder i Tanzania.

Nu er det så kommet frem, at den lille vestjyske organisation har fået en af de største anerkendelser i branchen: Bill Clinton har nemlig sat den på listen over fattigdomsprojekter, han synes, man bør støtte.

Men nyheden har haft svært ved at trænge igennem Elly Vesteragers skjold af beskedenhed.
»Ja, vi fik det at vide engang i efteråret. Men vi er jo vestjyder, så vi skryder ikke så højt. Du kender hønen, der lægger et æg og laver en farlig larm, og skildpadden, der lægger en masse men ingenting siger.«

Hun vil dog godt komme med sit bud på, hvorfor Clinton har valgt at støtte Projekt U-landshjælp til Selvhjælp:
»Vi har fundet det rigtige koncept for at være med til at løfte fattigdom. Vi har fundet en tanzaniansk agronom, som selv har været lige så fattig som de fattige, så han kan tale et sprog, de forstår,« siger Elly Vesterager.

Og det virker tilsyneladende:
»Han spørger dem: ’Jeg har været ligeså fattig som jer, vil I blive ved med at være fattige? Men jeg fik en uddannelse’ Og så tilbyder han dem undervisning, og så underviser de andre. Ja, de skriver faktisk under på, at de vil give deres viden videre til andre,« siger hun og er fra sin vestjyske landsby ikke i tvivl om, hvilket billede, der bedst illustrerer udviklingen i glohede Tanzania.

»Det breder sig. Som en snebold.«