Forholdet mellem USA og Libyen kommer ikke til at være endnu et offer for det blodige angreb, der tirsdag kostede USA's ambassadør i Libyen og tre andre ambassadeansatte livet.
Det fastslår USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, som skarpt fordømmer det blodige anslag mod det amerikanske konsulat i den østlige by Benghazi i Libyen.
Hun understreger, at det er en "lille og brutal" gruppe, der står bag angrebet i Benghazi, ikke det libyske folk eller den libyske regering.
- Jeg spørger mig selv, hvordan dette kunne ske. Hvordan kunne det ske i et land, vi hjalp med at befri, i en by vi hjalp med at redde fra ødelæggelse, spørger Clinton.
- Men vi må være klarsynede, selv i vores sorg. Dette var et angreb udført af en lille og brutal gruppe, ikke befolkningen eller regeringen i Libyen, siger hun og tilføjer, at libyske sikkerhedsvagter kæmpede for at forhindre angrebet mod konsulatet.
Clinton minder om, at et frit og stabilt Libyen stadig er i USA's interesse.
Hun nævner, at USA altid er gået forrest i kampen for religiøs frihed, og at eventuelle krænkede følelser over en omstridt islamkritisk film, som muslimer betragter som stødende, aldrig kan retfærdiggøre tirsdagens brutale hændelser.
- Vold er ikke en måde at ære religion eller tro, siger USA's udenrigsminister.
- Dette angreb må støde samvittigheden hos folk fra alle trosretninger, understreger hun.
/ritzau/AFP