Danmarks bidrag til internationale missioner rundt om i verden er "eksemplarisk".
Sådan lyder roserne fra USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, efter at hun torsdag holdt arbejdsmiddag med udenrigsminister Villy Søvndal (SF) under sit besøg i København.
- Jeg ser Danmark som et land, der kan bidrage til missioner overalt i verden, uanset om det drejer sig om sikkerhed, udvikling eller humanitær hjælp. Danmarks liste over bidrag er eksemplarisk, siger Hillary Clinton.
På mødet diskuterede de to udenrigsminister blandt andet situation i Syrien og Afghanistan.
Mens Hillary Clinton indtil videre afviser en militær operation i Syrien, så kritiserer hun skarpt Assad-regimet i Syrien i forbindelse med massakren i Houla.
- Verden så til i sidste uge på massakren og rædslerne i Houla. Vi ønsker, at de ansvarlige skal bringes til ansvar, siger Hillary Clinton og fortsætter:
- Vi har fordømt Assad-regiment, og vi arbejder sammen med Danmark og andre for, at det internationale samfund skal tale med én stemme over for regimet i Syrien. Vi skal isolere regimet diplomatisk og økonomisk og fjerne støtten til det i Syrien.
USA afviser indtil videre en militær eller anden aktion i Syrien. Men hvis der opstår en international koalition, som vil gribe ind for at hjælpe den syriske befolkning, så vil USA række bredt ud - også til Danmark.
- I den situation vil vi konsultere tæt med den danske regering. Lige nu fortsætter vi dog med at støtte Kofi Annan og hans bestræbelser.
- Det gør vi, selv om vi er fuldt ud klart over, at Assad ikke har levet op til nogen af de seks punkter i Kofi Annans fredsplan for Syrien, siger Hillary Clinton.
Hun understreger, at USA er tilbageholdende over for at gribe ind militært, fordi "mange dele af det syriske samfund og det syriske styre" frygter, at det vil udløse en blodig borgerkrig, hvis man fjerner Assad.