Nu 36 år og stadig lidt af et problembarn. Og derfor yderst spændt på om regeringen også i år banker på med en fødselsdagsgave af den slags, der ikke stod på ønskesedlen.

Den såkaldte normaliseringspakke debatterer de stadig på livet løs derude i den verdenskendte fristad. Her et år efter er det stort set stadig umuligt at finde en christianit, der gerne siger ja til hele molevitten. Større husleje, nye boliger, åbne ventelister, et parkeringshus med mere.

Tidligere ballonpilot

Der kommer dog uventet hjælp i form af ’Danmarks bedste hash’, da jeg i ly for den stædigt sjaskende regn møder Dirk Semey, der med egne ord er falleret livskunstner, autodidakt maler, tidligere ballonpilot, faglært tjener, alkoholiker og alt i alt en levemand, der elsker god mad og god vin og smukke kvinder. Og så en enkelt morgenryger, naturligvis.

Dirk er ikke christianit, faktisk har han ikke noget sted at bo, men med sine 51 år er han gammel nok til at have set det hele, også dengang i 71, da en flok flippere tog linie 8 og immigrerede til den nye fristad. Derfor tilbyder han en guidet tur i jagten på den positive holdning, dog med tilståelsen:

»Når man kigger på det Christiania, der er i dag, og det jeg engang kendte, så har det forandret sig i takt med samfundet. Den tiltagende materialisme er jo også en del af samfundet udenfor,« siger han, mens vi går gennem skoven og mod områdets fjerneste vold, hvor en af hans ægte christianit-venner har placeret sit indianertelt op ad hegnet.

Ingen er hjemme, så vi låner i stedet et par øl på den nærliggende Nyhedsavisen, mens Dirk udtaler sig om de nuværende muligheder for at få sig en bolig i staden:

»Du skal kende din bedstemors syge gamle moster for at kunne komme ind herude. Og det selvom grundstenen er, at Christiania er en fristad. Tænk på, at det var bz ere og hippiebevægelsen, der startede det her.«

Byggekrig?

Vi går forbi Cigarkassen, de hjemløses sove-skur, som blev revet ned af myndighederne i maj måned, men nu er bygget op igen. Her har Dirk også prøvet at sove. Og videre forbi Fakirskolen, kollektivet Mælkebøtten og vegetarrestauranten Morgenstedet.

Dirk fortæller så meget, at han helt glemmer at drikke sin Tuborg. Vi slentrer gennem den berømte Pusher Street (hvor man stadig ikke må fotografere) og tanker cigaretpapir hos 21-årige Barike Valta, som passer en bod på Carl Madsens plads. Hun har boet på Christiania, siden hun var to år og mener godt, man kan få en bolig på området – hvis bare man møder op på et områdemøde og taler godt for sin sag.

Hvad frygter du så ved en åben venteliste?

»At det hele bliver normaliseret. Men måske ville jeg ikke have noget imod det, hvis der kom nogle gode mennesker, der godt gad gøre noget for Christiania.«

Tror du, der findes nogen herude, der synes, at normaliseringen er en god idé?

»Ikke nogen, jeg kender. Og jeg tror heller ikke, de kommer til at bygge noget. For så bliver der krig,« siger hun, inden vi går ned på Røde Sols Plads – et lidt over 3000 kvadratmeter stort hjørne, som fonden Realdania netop har planer om at lave om til en parkeringsplads. Blandt andet.

Følelser i kog

Én kvinde, der bor mellem pladsen og Prinsessegade, smider os væk, da vi forsøger at få en kommentar.

»De er pressede, og det forstår man godt,« forklarer Dirk og leder os hen til Kvindesmedien. Her mener han, der muligvis er ja-gevinst.

»For mig er det helt okay, at de rokerer lidt rundt på tingene, så vi kan få en parkeringsplads og en genbrugsstation ud mod Prinsessegade. Der er jo kæmpe parkeringsproblemer herude. Og de mennesker, der skal flytte, får jo et andet sted at bo,« siger smed Gitte Christensen.

»Man kan ikke undgå, at Christiania udvikler sig i takt med samfundet,« fortsætter smedinden, der har boet her siden 1976.

Dirk er enig. Det er Mette Prag fra Christianias forhandlingsgruppe også – selv om hun ikke vil betegne sig som direkte ja-siger, men som en slags undersøger .

»Vi har fået 10 måneder til at finde ud af, hvordan det her skal lykkes rent boligmæssigt, så der samtidig bliver plads til alle værkstederne og klubberne og især alle dem med lav indkomst. Og det kan godt blive svært, for, som du ved, i alle processer, hvor man taler om forandring, så ryger paraderne op, og følelserne kommer i kog. Jeg håber bare, vi alle vil den samme vej.«

Dirk ved godt, hvor han vil hen. Han vil på Månefiskeren og have en god kop kaffe i ro og fred.

Tak for turen, Dirk.