Christian Kjær har oplevet mere end de fleste. Men som 80-årig og hårdt ramt af sygdom ved han også, at han ikke har lang tilbage.
Det fortæller han om i dokumentaren ”Christian Kjærs sidste vilje”, der sendes på TV2 i næste uge.
Han ønsker få klarhed over sin formue, arv og sit eftermæle, inden han lukker øjnene for sidste gang. Og deler altså sine tanker med offentligheden via den nye dokumentar.
Det er journalist og instruktør Ulrik E. E. Gutt-Nielsen, der står bag dokumentaren og har fulgt parret med et kamera gennem halvandet år af deres liv. Vi er både med ved renovering af et slot, på fisketur ved Skærbæk plantage og til stor, rund fødselsdagsfejring.
Med i dokumentaren er naturligvis også Christian Kjærs hustru, Susan Astani-Kjær.
- Dokumentaren vil forhåbentlig også give et indblik i, hvordan Susan Astani-Kjær og Christian Kjær lever sammen som par, hvilken modstand de af og til møder, og hvordan de håndterer den. For det er udfordrende at leve med Parkinsons sygdom, og det får Christian Kjær også sat ord på i dokumentaren, siger Liv Michelsen, redaktør på TV2.
”Christian Kjærs sidste vilje” kan ses på TV 2 og TV 2 Play onsdag 27. marts.