En bombe af den lidt mere kulørte slags har i dag ramt Chelsea F.C.’s kvindelige Super League-hold. Her er holdets træner og dets assistenttræner nemlig sprunget ud som kærester – en hemmelighed, de faktisk har båret rundt på i hele 13 år. Det skriver det franske sportsmedie L’Equipe.
Det er den 44-årige førsteholdstræner, Sonia Bompastor, der i sin netop udgivne selvbiografi ’Un vie de foot’ selv har afsløret sit hemmelige liv med assistenttræneren, 40-årige Camille Abily. Ikke nok med at parret har måtte skjule dets kærlighed i 13 år. Sammen har de to tidligere topspillere fra Frankrig også fire børn, hvor det ældste er ni år, ifølge SE&HØR.
I et interview med L’Equipe erkender begge, at de burde have været ærlige fra begyndelsen, da det ville have gjort deres liv lettere. Dog turde de ikke dengang at tale åbent om deres forhold, og derfor endte de ud i 13 års hemmelighedskræmmeri og løgne.
- At afsløre mit liv og mit forhold til Camille, som jeg beskriver i bogen, disse 13 års løgne, er stadig et emne, som vi ikke er helt komfortable med. Vi er ret diskrete og kan lide at have et normalt liv, siger Bompastor til L’Equipe.
Sonia Bompastor og Camille Abily har som aktive spillere begge spillet for det franske landshold og storholdet Lyon, hvor parret sluttede som henholdsvis træner og assistenttræner. Sidste år rykkede de til Chelsea, hvor Bompastor efter blot en måned i den Londonbaserede klub blev kåret til månedens træner i WSL (Womens Super League), hvor hun også var den første træner i ligaen til at være ubesejret efter sine første syv kampe.