Arbejdsdagen er kort, men pengene er svære at få til at slå til, og ofte må man tage flere job for at få ting til at løbe rundt.
Det er oplevelsen for mange deltidsansatte 3F'ere, skriver Fagbladet 3F.
44 procent af fagforbundets deltidsansatte har deltid, fordi de ikke kan få et fuldtidsjob, viser en undersøgelse, som AnalyseDanmark har lavet for Fagbladet 3F.
Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at flere og flere danske ansatte tvinges til at arbejde på nedsat tid.
For arbejdsgiveren er det en fordel at dele stillinger op i flere deltidsjob, idet de får mere fleksibilitet og kan spare penge, forklarer Henning Jørgensen, professor ved Aalborg Universitet.
Men det er helt urimeligt, mener Tina Møller Madsen, formand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
"Vores holdning er helt klar: Man skal have et job, som man kan leve af, som man kan holde til, og som man ikke bliver slidt ned af," siger hun.
Mange 3F'ere har ufaglært arbejde som rengøring og fabriksarbejde, og er derfor ofte lavtlønnede selv med fuldtidsjob.
Kilde: Fagbladet 3F.